Aarhus Byråd har besluttet at udvide Aarhus Havn. I juni 2023 lavede partierne Socialdemokratiet, Konservative, Venstre og Socialistisk Folkeparti en aftale, der indebærer en kæmpeudvidelse – her skitseret med video fra Google Earth:
Desværre imødekommer forliget stort set ikke den indkomne kritik bl.a. fra de mange modstandere, som os, og det borgerpanel, som kommunen selv nedsatte med 36 tilfældigt udvalgte borgere.
Trods modstanden vil man alligevel inddrage 135 Ha søterritorium svarende ca. 190 fodboldbaner, og man vil anlægge over 3 km mole lige i synsfeltet fra Mindeparken.
Aftalen kan dog ikke føres ud i liver før der foreligger godkendelse hos både Miljøstyrelse og Trafikstyrelse. I tillæg hertil har både vi, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund og flere andre klaget til Planklagenævnet over beslutningsprocessen. Se mere om det her.
Etableringen forventes at skabe trafikale problemer på Marselisborg Boulevard, som samtidig skal ombygges med en tunnel. Havneudvidelsens første etape er planlagt at skulle vare indtil 2039. Allerede fra 2025 begynder man at ødelægge udsigten med anlægget af hele den store mole.
Mange har i efteråret 2023 kunnet se en boreplatform langt ude i bugten, og den har lavet boreprøver netop, hvor molen skal anlægges:
I alt 29 års anlægsarbejde. Af uforklarlige årsager skal den store mole absolut anlægges som det første. Dermed bliver det ikke mulighed for at se behovet an, på trods af den store usikkerhed om behovet for containertrafik i fremtiden.
Vor modstand mod havneudvidelsen skyldes, at vi slet ikke ser nogen grund til at forårsage så store ødelæggelser for havmiljøet og for vore rekreative værdier. Der mangler en seriøs analyse af alternativerne.
Hertil kommer, at det kan være økonomisk meget risikabelt for Aarhus kommune, hvis der på et så løst grundlag gennemføres et projekt, der er budgetteret til 2,84 milliarder kr.
Alene usikkerheden om et anlægsprojekt så mange år ud i fremtiden er enorm – budgetoverskridelser på Supersygehusene, Letbanen, Aarhus Lufthavn, det kommende rensningsanlæg og mange andre eksempler viser alle betydelige overskridelser.
Vort overordnede mål er naturligvis at beskytte havmiljøet og Aarhusbugten. Vi tænker, der ødelægges så meget skøn natur og så meget havmiljø, at det må være noget nær sidste udvej at udvide i bugten. Derudover er vi naturligvis imod al unødvendig udledning af CO2.
Der er så en hel række grunde til, at en havneudvidelse slet ikke er nødvendigt, og det har naturligvis fået vor modstand til at stige endnu mere
- Mængdefremskrivninger er helt urealistiske. Der var et kortvarigt forbrugspeak af importvarer under Corona, men nu er folks forbrugsmønstre blevet normale igen, og vi ser i år et fald i mængderne på ca. 10 %. Derudover vil geopolitiske spændinger medføre, at virksomheder trækker produktion hjem fra Fjernøsten ( primært Kina ), og endelig er Mærsk pr 1. nov. 2023 begyndt at anløbe Fredericia Havn med Laura Mærsk – det første ethanoldrevne containerskib. Fredericia Havn er tæt forbundet via banespor med et kæmpe distributionscenter i Taulov, som er meget mere centralt for hele DK. Endvidere har Mærsk taget nybygget containerterminal i Kalundborg i drift, og endelig er København i gang med en fornyelse af indretningen på deres containerterminal. Konsekvensen er, at på sigt vil Aarhus miste andel, og mængderne til/fra Danmark vil fordele sig mere ligeligt på de fire havne.
- Den eksisterende terminal er slet ikke moderne indrettet. Blot med andre krantyper og mere kompakt stabling af containere kunne man fordoble kapaciteten på den eksisterende terminal. Dette er faktuelt dokumenteret.
- Tomme containere på havnen. Havnens politik er næsten ingenting at tage, hvis firmaer lader containerne stå i lang tid på terminalen – således får fx Jysk måske havemøbler hjem tre måneder før de skal sendes ud i butikkerne, og så er det billigere for Jysk at lade containerne med havemøbler bliver stående på havnen i de tre måneder, end at hente dem ind i eget distributionscenter. Hvis man forlangte en rimelig pris ville langtidsopbevaring stort set ophøre – også langtidsopbevaring af tomme containere.
- Havnen har ingen strategi, der beskriver, hvad de vil fokusere på – de går efter nærmest alt. En fornuftig ledelse ville lægge en strategi, hvor man skærer de mindst lønsomme aktiviteter fra og fokuserer fuldt på det , man vil være bedst i branchen til. Det vil yderlige gøre nogle af arealerne fri
- Man har tilladt mange ikke-havnerelaterede aktiviteter dernede, som også optager unødvendig plads. Det er fx en synshal til lastbiler, en trucker tank, en virksomhed, der reparerer defekte containere og flere til – alle disse ting burde ligge på en dry port udenfor byen.
Se vores beskrivelse af hele container-operationen på havnen her. Se også kapacitetssammenligning imellem forskellige havne, herunder Aarhus Havn her (tabeller med tallene ligger her):